Overfladebelægning forlænger levetiden på landeveje i Næstved Kommune

I den sydsjællandske kommune er overfladebelægning en fast del af det løbende vejvedligehold. DOB har i 2024 forlænget flere af de kommunale landevejes levetid med en overfladebelægning. Samtidig er trafiksikkerheden forbedret på en af byens travle ringveje.

”Vi er meget tilfredse med overfladebelægningerne fra DOB, som forsegler asfaltunderlaget og dermed lukker revner og krakeleringer. På den måde minimerer vi risikoen for frostsprængninger og større huller til vinter,” forklarer Brian Rasmussen, der er driftleder i Næstved Kommune.

Kommunen har i alt ca. 1.100 km veje og gør brug af både overfladebelægning og asfalt, når vejnettet skal vedligeholdes. Det er vejtypen, der afgør, hvad der fungerer bedst. Hvor overfladebelægning er optimal til landeveje – også med høj trafikbelastning – er den mindre velegnet på veje, hvor der forekommer mange vrid fra især tunge køretøjer.

Flere faktorer spiller ind på valget af overfladebelægning, som DOB’s erfarne fagfolk rådgiver omkring. Stenstørrelsen er en af dem, og i Næstved Kommune oplever Brian Rasmussen, at den valgte fraktion på 5/8 mm og 2/5 mm pakker bedre og giver mindre støj.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Ekstra slidstyrke og længere holdbarhed

I 2024 har DOB udlagt ca. 200.000 kvadratmeter overfladebelægning på veje i Næstved Kommune, hvor det primært er landeveje, der har fået et beskyttende toplag bestående af et bindemiddel og sten, som reducerer risikoen for revnedannelser i asfalten.

På meget trafikerede veje som Skælskør Landevej og Ring Øst er der anvendt OB Premium, der egner sig særligt godt til høj trafikbelastning. Det skyldes den højmodificerede emulsion, der får tilsat særlige polymer, som gør belægningen ekstra slidstærk.

Udlægningen foregår hurtigt og effektivt, ligesom overskydende sten kan fjernes inden for 24 timer. Dermed er trafikken kun minimalt påvirket af DOB’s arbejde, mens både bilister og kommunen nyder godt af de sunde veje i en længere periode.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse

Rød midterrabat forbedrer trafiksikkerheden

Ligesom stenene i overfladebelægningen kan have forskellige størrelser, kan farven også varieres. Ud over det rent æstetiske – ved fx at skabe bedre sammenhæng med omgivelserne – kan farver i overbelægningen give bilisterne et bedre overblik over vejbanerne og dermed forbedre trafiksikkerheden.

På Østre Ringvej i Næstved Kommune har DOB lavet ca. 5 km lang midterrabat med røde sten, som Park- og vejchef i kommunen, Morten Toft Hansen, ser flere fordele ved.

”Rent visuelt er det en meget klar inddeling af vejbanerne, som samtidig er blevet indsnævret, hvilket ligeledes giver bedre trafiksikkerhed. Indsnævringen betyder også, at vi kan spare nogle kvadratmeter asfalt, næste gang ringvejen skal asfalteres. Derudover forventer vi, at den røde overfladebelægning vil holde længere end den almindelige vejmarkering,” fortæller park- og vejchefen.

Et andet eksempel på farvet overfladebelægning i Næstved Kommune ses på Enø ved Karrebæksminde. Her har DOB udlagt en majsbelægning langs kajen, hvor der hver sommer færdes mange turister. Ønsket var et mere naturligt udtryk i harmoni med de naturskønne omgivelser, og som alternativ til et traditionelt slidlag i asfalt har man fået en lysere belægning med en god friktion.

Overfladebelægningen med majssten har skabt et mere naturligt udtryk langs kajen på Enø
Overfladebelægningen med majssten har skabt et mere naturligt udtryk langs kajen på Enø
streamline-icon-phone-circle@48x48
Vil du vide mere om overfladebelægning?

Vi sidder klar til at svare på dine spørgsmål eller rådgive dig om den rette løsning til dit projekt.